Første år i det franske var ikke nemt

Første år i det franske var ikke nemt

Ja, hvordan startede det hele egentlig?

Det startede jo med, at jeg blev smaskforelsket i en franskmand, som vandt mit hjerte og som siden stadig får mit lille hjerte til af banke. Og det var jo helt tilbage i 1986.

Jeg gik på det tidspunkt på Handelshøjskolen på Frederiksberg og havde det godt i det danske smørhul. Det var så indtil jeg tog denne lille uge til Frankrig for at få det franske sprog ordentlig – eller ihvertfald bedre – på plads inden alle eksamenerne. Et par måneder inden da, var jeg flyttet sammen med en dejlig dreng (for det var det jo på det tidspunkt) og troede, at mit liv var som det skulle være.

Og så kom Emmanuel ind i billedet og rykkede om på det hele.

Jeg blev færdig på Handelhøjskolen i marts 1987 og tog ugen efter toget til Lyon for at flytte sammen med den dejlige franskmand som jeg i realiteten kun havde set i et par uger og ellers havde haft telefonkontakt til siden oktober 1986.

Når jeg tænker på det, var det jo det rene eventyr og måske lidt vildt. Familien var overhovedet ikke enige og fik hurtigt gjort det klart for mig, at hvis jeg tog det spring, så ville jeg ikke rigtigt hører til familien længere. Jeg har jo nok haft lidt temperament, for det bekymrede mig ikke ret meget. Jeg syntes bare, at det var ærgeligt, men tror bare at jeg trak på skuldrene og tog afsted.

Første år i det franske var ikke nemt.
Jeg var kun lige 21 og havde ikke meget erfaring, og den franske kultur et jo ikke den samme som den danske. Sproget skulle også på plads. Alt i alt ikke nemt. Men efter et par rejser frem og tilbage det første år, og rigtig meget tålmodighed og vilje, sejrede vores stærke forelskelse og kærlighed.

I de første år, rejste min mand og jeg meget rundt og arbejdede i restaurationsbranchen i Sverige, Canada, på St-Barthélémy i Vestindien, og har haft vores egne restauranter i Frankrig. Rejselysten, som du kan se, har altid været der.

Efter en del år i Frankrig, hvor alle nok troede at vi havde slået rod, begyndte vores rejsefeber at melde sig igen.
Men når man er restaurant-ejer og har to drenge tænker man jo nok lidt mere over tingene inden man pakker taskerne igen.

Mange ting blevet taget i betragting, men blev ikke kun ved idéen. Vi søgte vores « résidence permanente » for at kunne immigre til Canada og blev accepteret i 2011.

Kæmpe spring med to store drenge – en på 14 og en på 18 på det tidspunkt. Min mand tog alene til Canada i november 2011 og drengene og jeg fulgte efter i juli 2012 – af praktiske grunde.

Idag har vi alle fire det godt og ingen af os fortryder det eventyr vi lever hver dag.

Jeg har stadig kontakt med min familie, som så i øjnene, at jeg havde taget den rigtige beslutning tilbage i 1987. Det foregår meget pr. email og per telefon over Skype.

Jeg er ikke en flittigt dansk turist, for jeg kommer ikke ofte hjem, men jeg ved hvor jeg kommer fra, og jeg er super stolt af at være dansker.

Igennem årerne er det selvfølgelig mange ting der har ændret sig i Danmark og i familien. Mange af onklerne og tanterne er faldet fra, og ingen bliver yngre.

De få gange jeg kommer hjem er efterhånden blevet lidt anderledes, for alle de steder hvor jeg boede da jeg var lille og ung, er forsvundet. Selv min mormors sommerhus – som bare var mit Danmark og mine rødder – er blevet solgt, så det føles som om, at båndene er de samme. Selvfølgelig er det nærmeste familie der stadig, men det er heller ikke det samme. Så sidste rejse var mest en nostalgirejse, hvor jeg bare fik snuset til København og kom lidt rundt i familien.

Men der er jo ting som ikke ændre sig : lyst til saltlakrids, remoulade, dansk leverpostej, makrelsalat, pinocchiokugler, skildpadder, vingummi, marcipanbrød, dansk skæreost – men mest saltlakrids. Så taskerne og kufferterne bliver altid fyldt på disse små turer.

 

Så som du kan se, jeg er en dansk glad pige som trives udenfor Danmarks grænser.

 

Jeg takker « dem der oppe i de højere himmellag » for at have holdt en hånd over mig i alle disse år og for at de stadig gør det. Jeg er super lykkelig og mit liv er bare dejligt.

 

Pernille Johnsen Sabouret

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *